top of page
medicinsk tatovering

AR KAMUFLAGE

UNIKT TILPASSEDE RESULTATER SOM MATCHER DIG

Ar kamuflage

Ar kan være en daglig påmindelse om operationer, skader, forbrændinger eller andre oplevelser. Med medicinsk tatovering kan lyse ar kamufleres ved hjælp af specialudviklede pigmenter, der tilpasses din naturlige hudtone. Målet er ikke at fjerne arret, men at gøre det mindre synligt, så huden fremstår mere ensartet.

Hos Medicinsk Tatovering har vi stor erfaring med behandling af ar efter blandt andet brystoperationer, maveplastik, kejsersnit, ansigtsløft, ulykker, selvskade og mange andre former for ar. Hver behandling planlægges individuelt med fokus på et naturligt og harmonisk resultat.

Hvilke ar kan kamufleres?

Medicinsk tatovering kan anvendes til at kamuflere mange typer lyse og modne ar, hvor pigmentet kan tilpasses den omkringliggende hudtone. Behandlingen har til formål at gøre arret mindre synligt og skabe et mere ensartet udseende – uden at ændre hudens struktur.

Ar-kamuflage kan blandt andet anvendes ved:

  • Ar efter brystløft

  • Ar efter kejsersnit

  • Ar efter maveplastik

  • Ar efter ansigtsløft

  • Ar efter hofte- og knæoperationer

  • Ar efter ulykker og skader

  • Forbrændingsar

  • Ar efter selvskade

  • Ar efter hudtransplantation

  • Ar i hovedbunden

  • Andre kirurgiske ar

Det er vigtigt at være opmærksom på, at kun lyse eller hvide, færdigmodnede ar kan kamufleres med medicinsk tatovering. Røde, lilla eller mørke ar er som udgangspunkt ikke egnede til pigmentering, men kan ofte forbedres med koncentreret needling (ar-reducering), som kan mindske rødme, ujævnheder og synligheden af arret. I mange tilfælde kan dette være første skridt, før en eventuel kamuflage vurderes.

Har du et ar, som ikke er nævnt her, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi foretager altid en individuel vurdering og rådgiver dig om den behandlingsmetode, der giver de bedste muligheder for et naturligt resultat.

Hvornår kan et ar behandles?

Hvert ar er forskelligt. Derfor tilpasses både pigment, teknik og behandling individuelt til din hud.

Opfylder arret ikke disse kriterier, kan koncentreret needling i nogle tilfælde være et relevant første skridt. Vi foretager altid en individuel vurdering af arret og anbefaler den behandling, der passer bedst til hudens tilstand.

  • minimum 2 år gammelt til pigment

  • helt færdigmodnet

  • lyst eller hvidt

  • ikke rødt eller lilla

  • stabilt i farven

  • jævn struktur

Hvad er mulighederne?

Ar kamuflage af lyse ar

Hypopigmenterede – altså lyse eller hvide – ar kan kamufleres med medicinsk tatovering. Her arbejder vi med individuelt blandede pigmenter, som tilpasses din naturlige hudtone, så farveforskellen mellem arret og den omkringliggende hud reduceres.

Alle ar gennemgår koncentreret needling, inden vi arbejder med pigment. Needling er en vigtig del af behandlingsforløbet, fordi det klargør arvævet til den efterfølgende pigmentering og samtidig arbejder med arrets struktur.

Ved needling behandles arvævet målrettet, så huden får de bedst mulige forudsætninger for at modtage pigmentet jævnt. Det er særligt vigtigt, da arvæv reagerer anderledes end almindelig, ubeskadiget hud.

Når arret er helet og klar efter needling, påbegyndes selve ar-kamuflagen med medicinsk tatovering, hvor pigmentet blandes specifikt til hudens tone og undertone.

På den måde arbejder vi både med arrets struktur og farve – med målet om et så naturligt, diskret og harmonisk resultat som muligt.

Mørke eller røde ar kan ikke kamufleres direkte med hudfarvet pigment. Her kan koncentreret needling i stedet anvendes til at reducere og forbedre arrets udseende, hvorefter muligheden for senere kamuflage kan vurderes.

Diskret behandling. Individuel farvetilpasning. Et resultat skabt til netop din hud.

Medicinsk tatovering handler ikke om at skjule din historie – men om at gøre arret mindre fremtrædende.

Naturlige pigmenter – tilpasset din hud

Ingen hudtoner er ens. Derfor arbejder vi aldrig med én standardfarve ved ar-kamuflage. Pigmentet blandes individuelt af flere forskellige nuancer og tilpasses nøje din hudtone og undertone.

Farven matches til huden omkring arret, så overgangen bliver så diskret som muligt. Målet er ikke at dække arret med farve, men at integrere det visuelt i den omkringliggende hud og skabe et naturligt og harmonisk resultat.

Kamuflage af pigmenttab ved fx vitiligo

Kamuflage af pigmenttab ved vitiligo

Vitiligo medfører tab af hudens naturlige pigment og kan vise sig som lyse eller helt hvide områder på huden. Ved stabil vitiligo kan medicinsk tatovering anvendes til at kamuflere pigmenttabet og skabe en mere ensartet hudtone.

Pigmenterne blandes individuelt og tilpasses nøje den omkringliggende hud, så overgangen mellem det pigmenterede område og den naturlige hud bliver så diskret som muligt.

For at området er egnet til behandling, skal vitiligoen være stabil og ikke have udviklet eller spredt sig i minimum 2 år.

Behandlingen kræver typisk flere sessioner, hvor farven opbygges gradvist. Antallet afhænger blandt andet af hudtone, område og hudens individuelle optagelse af pigment.

Målet er et naturligt resultat, hvor kontrasten mellem den lyse hud og den omkringliggende hud reduceres mest muligt.

Din hudtone er unik. Derfor blandes pigmenterne specifikt til dig – aldrig efter én standardfarve.

Hvem kan ikke behandles?

Som ved al anden tatovering udfører vi ikke behandling på personer under 18 år. Aldersgrænsen gælder også ved medicinsk tatovering og ar-kamuflage.

Vi behandler desuden ikke gravide eller ammende.

Er du i behandling med kemoterapi, skal der som udgangspunkt være gået minimum 3 måneder efter din sidste behandling, før medicinsk tatovering kan udføres. Ved sygdom eller igangværende medicinsk behandling kan vi desuden anbefale, at behandlingen først afklares med din læge.

Er du i tvivl om, hvorvidt du kan behandles, er du altid velkommen til at kontakte os for en individuel vurdering.

Ofte stillede spørgsmål

Gør ar kamuflage ondt?

Der kan være let ubehag forbundet med pigmentering af ar, men de fleste oplever behandlingen som ganske overkommelig. Følsomheden i arvæv er ofte nedsat, fordi nerverne i området kan være påvirket eller beskadiget i forbindelse med operationen eller skaden.

Ved ar kamuflage anvender vi som udgangspunkt ikke bedøvende creme inden pigmenteringen. Bedøvelse kan midlertidigt påvirke den omkringliggende huds udseende og farve, hvilket kan gøre det vanskeligere at foretage den meget præcise farvetilpasning, som er afgørende for et naturligt resultat.

Følsomheden varierer naturligvis fra person til person og afhænger også af arrets placering og karakter.

Hvornår kan jeg se det endelige resultat?

Umiddelbart efter ar-kamuflage kan huden være let rød og irriteret, og pigmentet kan fremstå tydeligere end det endelige resultat. Rødmen falder typisk til ro i løbet af 3–6 dage, hvorefter huden gradvist heler, og pigmentet finder sit mere naturlige udtryk.

Efter 6-8 uger vurderer vi det helede resultat og foretager en opfølgende behandling, hvor pigmenteringen efter behov finjusteres og eventuelle områder korrigeres.

Den opfølgende behandling efter 6 uger er altid inkluderet i din pris.

Det endelige resultat vurderes først, når huden er færdighelet efter den opfølgende behandling.

Din historie behøver ikke være synlig
Ar kan fortælle en historie, men du bestemmer selv, hvor synlig den skal være.

Ar efter selvskade – diskret og respektfuld behandling

Ar efter selvskade kan være en synlig del af en periode i livet, som man ikke nødvendigvis ønsker at blive mindet om eller forklare til andre. For nogle kan arrene have betydning for valg af tøj, situationer med bare arme eller ben og følelsen af at kunne lægge en tidligere periode mere i baggrunden.

Med medicinsk tatovering og ar-kamuflage kan lyse og færdigmodnede ar pigmenteres, så farveforskellen mellem arvævet og den omkringliggende hud reduceres. Pigmenterne blandes individuelt efter din naturlige hudtone og undertone med målet om at få arrene til at falde mere harmonisk ind i huden.

Inden pigmentering behandler vi alle ar med koncentreret needling. Det hjælper med at klargøre arvævet til pigmentering og giver os mulighed for samtidig at arbejde med arrets struktur. Når området er helet og klar, kan selve kamuflagen påbegyndes.

Ved mange selvskadear ligger flere ar tæt sammen, og derfor kræver behandlingen ofte stor præcision og en individuel vurdering af hvert område. Vi arbejder gradvist og med respekt for hudens grænser – målet er ikke at få huden til at se “tatoveret” ud, men at skabe et diskret og naturligt resultat, hvor arrene tiltrækker mindre opmærksomhed.

Behandling af selvskadear foregår altid med fuld diskretion, respekt og uden behov for at forklare din historie. Vores fokus er på huden foran os og på at finde den behandling, der giver det bedst mulige resultat for dig.

Behandling med diskretion
Ar efter selvskade behandles altid professionelt, respektfuldt og med fuld diskretion. Du bestemmer selv, hvor meget du ønsker at fortælle.

Din hud. Dit valg.
Du behøver ikke forklare eller forsvare dine ar. Vores fokus er på huden og det resultat, du ønsker.

Kamuflage af ar i hovedbunden – FUE, FUT og andre ar

Ar i hovedbunden kan være særligt synlige, fordi arvævet ofte er lysere end den omkringliggende hud og samtidig bryder det naturlige mønster af hår og hårsække.

Med SMP kan der skabes små pigmenteringer i og omkring arvævet, som efterligner naturlige hårsække og reducerer kontrasten mellem arret, hovedbunden og det eksisterende hår. På den måde kan arret blive betydeligt mindre fremtrædende.

Jeg arbejder blandt andet med ar efter skader og kirurgiske indgreb samt FUE- og FUT-ar efter hårtransplantationer.

Ved en FUT-hårtransplantation kan der efterlades et længere, lineært ar i donorområdet, mens FUE typisk efterlader mange små, punktformede ar. Begge typer kan i mange tilfælde camoufleres, men behandlingen skal altid tilpasses arvævets struktur, farve og placering samt den omkringliggende hårvækst.

Når SMP alene ikke er nok

Arvæv er ikke det samme som almindelig hud, og nogle ar kræver derfor mere end SMP for at opnå et naturligt resultat.

Hvis arret har en tydelig farveforskel fra den omkringliggende hud, kan det i nogle tilfælde først behandles med hudcamouflage, hvor pigmentet tilpasses hudtonen for at skabe et mere ensartet udgangspunkt.

Er arvævet hårdt, ujævnt eller strukturelt tydeligt, kan koncentreret needling ligeledes være relevant inden pigmentering.

Herefter kan SMP anvendes til at genskabe illusionen af hårsække og integrere området yderligere med det eksisterende hår.

Kombinationen af behandling af arvævet, hudcamouflage og SMP giver mulighed for at arbejde med både arrets struktur, farveforskel og den manglende hårvækst – frem for blot at forsøge at dække arret med mørkt pigment.

Alle ar vurderes individuelt, og behandlingsplanen tilpasses det enkelte område og det resultat, der realistisk kan opnås.

INDEN MEDICINSK TATOVERING

Før din behandling med medicinsk tatovering

For at opnå de bedste forudsætninger for et naturligt resultat skal huden i området være sund, rolig og fuldstændig helet inden behandlingen. Solskoldning, aktive udslæt, akne, psoriasis, irritation, sår eller anden beskadiget hud i behandlingsområdet betyder, at behandlingen må udsættes, indtil huden igen er helet.

Inden behandlingen får du udleveret en samtykkeerklæring med spørgsmål om din helbredstilstand, medicin og øvrige forhold, som kan have betydning for behandlingen og helingen. Erklæringen skal udfyldes og underskrives inden behandlingsstart.

Ikke alle er egnede kandidater til medicinsk tatovering. Behandlingen udføres blandt andet ikke under graviditet eller amning eller under kemoterapi. Har du diabetes, epilepsi, pacemaker, alvorlig hjertesygdom, virusinfektion eller anden sygdom, hudsygdom eller irritation i området, eller har du for nylig fået hormoninjektioner, skal dette altid oplyses inden behandlingen. I nogle tilfælde kan behandlingen skulle udsættes eller kræve lægelig vurdering.

Din hudtone er afgørende

Ved ar-kamuflage er det meget vigtigt, at huden har den hudtone, du har størstedelen af året. Du må derfor ikke være solbrun, når vi matcher og blander dit pigment.

Pigmentet tilpasses din naturlige hudtone på behandlingstidspunktet. Hvis farven matches til solbrun hud, kan det pigmenterede ar efterfølgende komme til at fremstå for mørkt, når huden igen bliver lysere.

Derfor anbefaler vi, at du undgår sol og selvbruner inden din behandling, så vi kan skabe det mest præcise og naturlige farvematch.

Professionelt udført. Personligt tilpasset.

EFTER BEHANDLINGEN

Efter din behandling

Efter din behandling bliver du grundigt vejledt i, hvordan du passer på din medicinske tatovering og giver huden de bedste betingelser for en god heling og et flot resultat.

Din aftercare har stor betydning for det endelige resultat. Mangelfuld efterbehandling kan påvirke pigmentets heling og i nogle tilfælde medføre behov for yderligere behandling. Betragt derfor området som et sår: behandl det nænsomt, hold en god hygiejne og giv huden ro til at hele.

De første 5 dage

Efter behandlingen dækkes området med en særlig beskyttende hudfilm, som fungerer som et ekstra lag hud og beskytter det behandlede område mod bakterier og ydre påvirkninger. Filmen skal som udgangspunkt blive siddende i 5 dage, så længe den slutter helt tæt.

Du kan tage korte brusebade og dyrke let motion, men undgå lange bade, svømning og hård træning eller aktiviteter, der giver meget sved og kan få filmen til at løsne sig.

Du får ekstra hudfilm med hjem, så den kan skiftes, hvis den løsner sig eller ikke længere slutter tæt.

Når filmen fjernes

Efter de 5 dage fjernes filmen forsigtigt. Herefter anvendes den creme, du får udleveret sammen med din skriftlige aftercare-vejledning.

Brug kun et meget tyndt lag creme. For meget creme kan holde området unødigt fugtigt og lukket. Huden har kun behov for en smule fugt under helingen.

God hygiejne er særligt vigtig den første uge. Vask altid hænderne grundigt, inden du rører, vasker eller smører området. Vær også opmærksom på rene håndklæder, rent tøj og rent sengetøj.

Sol, varme og aktivitet

Solbadning og sauna skal undgås i minimum 4 uger efter behandlingen. Beskyt også området mod unødig varme og irritation, mens huden heler.

Farven ændrer sig under helingen

Umiddelbart efter behandlingen vil pigmentet typisk fremstå mørkere og kraftigere end det ønskede slutresultat. Huden er påvirket af behandlingen, og derfor kan resultatet ikke vurderes på dette tidspunkt.

I takt med at huden heler, falder farven til ro og bliver mere naturlig. Det første reelle resultat kan typisk vurderes efter 4–6 uger, men ved ar-kamuflage kan helingen i enkelte tilfælde tage op til 8 uger.

Opfølgende behandling er inkluderet

Alle vores behandlinger med medicinsk tatovering inkluderer én opfølgende behandling. Den foretages typisk 6–8 uger efter første behandling, hvor vi vurderer hudens heling, pigmentets farve og det samlede resultat.

Her kan pigmentet justeres eller suppleres, hvis det er nødvendigt. Opfølgningen er inkluderet i din pris.

Medicinsk tatovering betragtes som permanent pigmentering, men pigmentet kan gradvist ændre eller falme over årene. Derfor kan en opfriskning typisk blive relevant efter cirka 3–7 år, afhængigt af blandt andet hudtype, område, livsstil og soleksponering.

Er du i tvivl om dit ar kan kamufleres?

Ikke to ar er ens. Derfor vurderer vi altid hudens farve, struktur og modenhed individuelt. Er du usikker på, om ar kamuflage eller reducering af ar er den rette behandling for dig, er du velkommen til at kontakte os for en vurdering.

912ECFF2-136F-4A3C-9C5C-B1AA76B0F248.PNG
  • Facebook
  • Instagram

Ringsted
Nørregade 44
4100 Ringsted 
malina@medicinsktatovering.com

Tel. 93 40 77 70


 

Glostrup

Hovedvejen 108

2600 Glostrup

Booking via tlf eller mail

93407770

bottom of page