
Reducering af ar med koncentreret needling
Ar kan ændre både hudens farve og struktur og kan være synlige længe efter, at huden egentlig er helet. Nogle ar bliver lyse med tiden, mens andre forbliver røde, mørke, ujævne eller tydeligt strukturerede.
Hos Medicinsk Tatovering tilbyder vi reducering af ar med koncentreret needling – en specialiseret, pigmentfri behandling, hvor der arbejdes målrettet med selve arvævet og hudens struktur.
Behandlingen aktiverer hudens naturlige helings- og regenereringsproces og kan med tiden gøre arvævet blødere, mere jævnt og mindre fremtrædende. Målet er ikke at fjerne arret, men at forbedre dets udseende og struktur, så det falder mere naturligt sammen med den omkringliggende hud.
Koncentreret needling kan blandt andet være relevant ved operationsar, traumatiske ar, selvskadear og andre ar med synlige strukturforandringer. Behandlingen vurderes altid individuelt ud fra arrets type, alder, farve, struktur og hudens tilstand.
I nogle tilfælde anvendes reducering som en selvstændig behandling. I andre tilfælde kan det være første trin i et længere forløb, hvor arret efter fuld heling efterfølgende kan kamufleres med medicinsk tatovering.
Det er muligt at blive behandlet i både Ringsted og Glostrup
Hvad er koncentreret needling?
Koncentreret needling er en målrettet behandling af arvæv, hvor der arbejdes præcist i selve arret med fine nåle i kombination med nøje udvalgte sera.
Behandlingen tilpasses arrets udseende og behov. Ved ar med tydelige strukturforandringer kan der anvendes serum med fokus på at understøtte hudens regenerering og forbedre vævets struktur. Ved mørke eller hyperpigmenterede ar kan der i stedet anvendes et brightening serum med fokus på at reducere den synlige pigmentforskel og skabe et mere ensartet udtryk i huden.
Needlingen skaber en kontrolleret påvirkning af arvævet og sætter gang i hudens naturlige reparationsproces. Over tid kan behandlingen være med til at blødgøre og udjævne arvævet, så arret bliver mindre fremtrædende og vævet får en bedre struktur.
Needling før camouflage med pigment
Koncentreret needling er samtidig en vigtig del af mange forløb med medicinsk tatovering.
Arvæv kan være hårdt, ujævnt og kompakt, hvilket kan gøre det vanskeligt at opnå en jævn pigmentering. Derfor har mange ar gavn af én eller flere behandlinger med koncentreret needling, inden der arbejdes med pigment.
Ved først at arbejde med og blødgøre arvævet skaber vi et bedre udgangspunkt for den efterfølgende camouflage. Det kan gøre det lettere at arbejde jævnt i huden og opnå et mere ensartet og naturligt resultat med pigmentet.
Nogle ar behandles udelukkende med koncentreret needling, mens andre indgår i et kombineret behandlingsforløb med både needling og efterfølgende medicinsk tatovering. Behandlingen planlægges altid individuelt ud fra arrets farve, struktur, alder og hudens tilstand.

Behandlingsforløb & resultat
Antallet af behandlinger afhænger af arrets sværhedsgrad, dybde og tilstand. Alle forløb tilpasses individuelt med fokus på at opnå det bedst mulige resultat.
I nogle tilfælde anbefales det at afslutte behandlingsforløbet med medicinsk tatovering (kamuflage), som kan være med til at udligne farveforskelle og skabe et mere ensartet og diskret udtryk.
Behandlingen kan synligt forbedre både mørke og røde ar, samt ar der er indsunkne eller forhøjede (eleverede). Du vil typisk opleve en forbedring i både struktur, farve og hudens overordnede udseende.
Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende vurdering. Send gerne billeder og en kort beskrivelse, eller book en personlig konsultation – så finder vi den rette løsning til dig.

Hvilke ar kan behandles?
Ar kan se meget forskellige ud og kræver derfor forskellige behandlingsstrategier. Ved en individuel vurdering ser vi blandt andet på arrets farve, struktur, alder og placering samt hudens generelle tilstand.
Mørke og hyperpigmenterede ar
Mørke ar skyldes en øget pigmentering i arvævet og er ikke egnede til direkte camouflage med hudfarvet pigment.
Her kan koncentreret needling kombineres med et målrettet brightening serum. Behandlingen har fokus på gradvist at reducere den synlige farveforskel mellem arret og den omkringliggende hud.
Hvis arret med tiden bliver tilstrækkeligt lyst og stabilt, kan det efterfølgende vurderes, om yderligere camouflage med medicinsk tatovering er relevant.
Røde ar
Rødme kan være tegn på, at et ar fortsat er aktivt eller ikke fuldt modnet. Derfor vurderes røde ar altid individuelt, inden et behandlingsforløb påbegyndes.
Når arret er egnet til behandling, kan koncentreret needling anvendes med fokus på vævets struktur og regenerering. Pigmentering foretages først, når arret er modnet og har den rette farve og tilstand.
Hårde, ujævne og strukturerede ar
Arvæv kan være kompakt, hårdt eller ujævnt sammenlignet med den omkringliggende hud. Her anvendes koncentreret needling med serum med fokus på at arbejde med vævet og understøtte hudens naturlige regenerering.
Needling kan gradvist være med til at blødgøre og forbedre arvævets struktur. Det er samtidig en vigtig forberedelse, hvis arret senere skal camoufleres, da et mere ensartet væv giver bedre forudsætninger for en jævn pigmentering.
Operationsar
Ar efter eksempelvis brystoperationer, kejsersnit, maveplastik, ansigtsløft eller andre kirurgiske indgreb kan i mange tilfælde behandles.
Afhængigt af arrets farve og struktur kan behandlingen bestå af koncentreret needling, medicinsk camouflage eller et kombineret forløb, hvor vi først arbejder med arvævet og senere med pigment.
Ar efter selvskade og traumatiske ar
Ar efter selvskade, ulykker eller andre skader kan ligeledes behandles, når vævet er tilstrækkeligt modnet.
Ved mange eller strukturerede ar vil koncentreret needling ofte være første del af behandlingen. Når vævet er blødgjort og færdighelet, kan lyse områder efterfølgende camoufleres med pigment, hvis huden er egnet til det.
Ingen ar er ens. Derfor sammensættes behandlingsforløbet altid individuelt med fokus på at forbedre både struktur og farve og skabe det mest naturlige resultat, som huden giver mulighed for.

Hvordan ser man ud efter behandling med reducering af ar
Umiddelbart efter en behandling med koncentreret needling vil området være tydeligt rødt, og arvævet kan derfor midlertidigt fremstå langt mere markant end før behandlingen.
Ved behandling af selvskadear kan dette være særligt vigtigt at være forberedt på.
Når gamle, lyse ar pludselig bliver røde igen, kan de visuelt komme til at minde om nyere eller friske ar. For nogle kan det være følelsesmæssigt udfordrende og vække minder eller følelser, som man måske ikke havde forventet ville dukke op i forbindelse med behandlingen.
Derfor taler vi altid om denne reaktion inden behandlingen, så du ved, hvad du kan forvente.
Rødmen er en naturlig og forbigående reaktion på behandlingen. I takt med at huden heler, falder den gradvist til ro, og arrene vil igen ændre udseende.
Det er vigtigt at huske, at det, du ser umiddelbart efter behandlingen, ikke er det færdige resultat. Behandlingen sætter en proces i gang i vævet, og resultatet udvikler sig gradvist gennem den efterfølgende helingsperiode.
Vi behandler selvskadear med stor respekt for både huden og historien bag dem, og hele forløbet foregår i rolige og diskrete rammer.
Efterbehandling
Efter behandling med reducering af ar
Efter behandlingen bliver området dækket med Dermafilm, som fungerer som et beskyttende lag over huden i den første del af helingen. Filmen skal som udgangspunkt blive siddende i cirka 48 timer, medmindre du får anden vejledning ved din behandling.
Når Dermafilmen fjernes, skal området plejes med den creme, du får udleveret i klinikken. Cremen påføres i et tyndt lag to gange dagligt. Du får altid en skriftlig aftercare-vejledning med hjem, så du ikke behøver at huske alle informationerne fra behandlingen.
Vil du gøre lidt ekstra for dit ar?
Efter den første heling kan den rette hudpleje være med til at understøtte huden og pleje arvævet. Hvilke produkter der er relevante, afhænger blandt andet af arrets type, farve og hudens pigmentering.
Ved eksempelvis mørke eller hyperpigmenterede ar kan der være andre anbefalinger end ved lyse ar. Hvis det er relevant for netop dit ar, får du vejledning i, hvilke sera og produkter du med fordel kan anvende hjemme mellem behandlingerne.
E-vitaminsalve er en god plejende mulighed til alle typer ar og kan bruges som en del af den løbende pleje, når huden er klar til det.
Hvornår kan arret behandles igen?
Huden og arvævet skal have god tid til at regenerere mellem behandlingerne. Der skal derfor som udgangspunkt gå minimum 8 uger, før området behandles igen.
Ved nogle hudtyper og typer af arvæv anbefaler vi et længere interval. Ved mørke eller pigmenterede ar kan der være behov for op til 12 ugers pause mellem behandlingerne.
Vi vurderer altid hudens heling og arrets udvikling individuelt, før næste behandling udføres. Målet er ikke at behandle så ofte som muligt, men at give huden den nødvendige tid til at arbejde mellem behandlingerne.
RESULTATET UDVIKLER SIG OVER TID
Reducering af ar er en proces, hvor huden arbejder videre længe efter selve behandlingen. Needlingen stimulerer vævet, og forbedringen sker derfor gradvist i ugerne efter.
Arret kan med tiden opleves blødere, glattere og mere ensartet i farve og struktur. Det endelige resultat bør derfor ikke vurderes umiddelbart efter behandlingen.
Der skal som udgangspunkt gå minimum 8 uger mellem behandlingerne – og ved nogle hudtyper og pigmenterede ar op til 12 uger. Huden skal have tid og ro til at regenerere.

